At tage en uddannelse er for mange unge en tid fyldt med håb, forventninger og muligheder. Men for stadig flere føles det også som en konstant kamp for at leve op til krav – både udefra og indefra. Karakterer, sammenligninger og frygten for at fejle bliver en del af hverdagen, og glæden ved at lære risikerer at drukne i stress og selvkritik.
Som psykolog
møder jeg mange unge, der beskriver, hvordan presset langsomt har taget magten. De vil gerne gøre det godt, men føler, at det aldrig er nok. Tankerne kredser om fremtiden, om at klare sig, om ikke at skuffe. Det føles som at løbe et maraton, hvor målstregen hele tiden flyttes.
Studieliv og præstationspres er ikke kun et spørgsmål om ambitioner – det handler om identitet. For mange unge bliver præstationen en del af deres selvforståelse. De måler deres værdi i resultater og mister kontakten til alt det, de også er: mennesker med følelser, fejl, drømme og grænser.
Presset i uddannelsessystemet handler ikke kun om karakterer. Det handler om en kultur, hvor man altid skal være i udvikling. Man skal have styr på sin plan, sin profil, sin fremtid. Men når man hele tiden skal være på vej, bliver det svært at være til stede. Mange unge mister evnen til at holde pause – de oplever dårlig samvittighed, bare ved tanken om at slappe af.
I terapien arbejder vi med at genfinde balancen mellem ambition og trivsel. Det handler ikke om at skrue ned for drømmene, men om at skabe et fundament, der kan bære dem. At lære at sætte grænser for, hvor meget energi man bruger på at sammenligne sig med andre. At opdage, at man kan være både målrettet og rolig på samme tid.
Mange unge bliver overraskede over, hvor meget lettelse det giver at få sat ord på presset. Bare det at vide, at man ikke er alene, kan ændre alt. Når man begynder at forstå, at præstation ikke definerer ens værdi, bliver der plads til glæden ved at lære igen.
Et sundt studieliv kræver pauser, fejl og menneskelighed. For det er netop i pauserne, man mærker sig selv – og i fejlene, man vokser. At søge hjælp som ung er ikke et tegn på svaghed, men på modenhed. Det viser, at man tager sig selv alvorligt og vil leve på en måde, der kan holde i længden.
I en tid, hvor tempoet er højt, og forventningerne mange, er det vigtigere end nogensinde, at unge får støtte til at finde sig selv – ikke kun som studerende, men som hele mennesker.