Når man står overfor en ADHD-udredning – enten for sig selv eller for en nær pårørende – kan processen hurtigt virke både overvældende og forvirrende. Udredningen indebærer typisk en række undersøgelser, tests og samtaler, der tilsammen skal give et nuanceret billede af, hvad der ligger bag de udfordringer, man oplever i hverdagen. Men hvad betyder resultaterne egentlig, når man får dem præsenteret? Hvordan tolker man dem, og hvad kan de bruges til?
I denne artikel guider vi dig igennem, hvordan en ADHD-udredning foregår, hvilke metoder og redskaber der anvendes, og hvordan resultaterne skal forstås og tolkes. Vi ser også nærmere på, hvordan ADHD adskiller sig fra andre diagnoser, hvilken rolle miljø og opvækst spiller, og hvad man gør, hvis resultaterne ikke stemmer overens med forventningerne. Endelig får du råd til, hvordan man taler med børn og unge om udredningen, og hvordan man bedst muligt kommer videre derfra – uanset om udredningen fører til en diagnose eller ej.
Hvad indebærer en ADHD-udredning?
En ADHD-udredning er en grundig og systematisk proces, der har til formål at afdække, om en person opfylder kriterierne for diagnosen ADHD. Udredningen foregår typisk hos en specialiseret psykolog, psykiater eller på en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, og involverer flere forskellige elementer.
Først indsamles der oplysninger om personens udvikling, adfærd, skolegang og sociale forhold, ofte gennem samtaler med både personen selv og nære pårørende eller lærere. Dernæst anvendes forskellige spørgeskemaer og tests, der kan give et mere nuanceret billede af opmærksomhed, impulskontrol og aktivitetsniveau.
I nogle tilfælde suppleres udredningen med observationer eller fysiske undersøgelser for at udelukke andre årsager til symptomerne. Hele processen munder ud i en samlet vurdering, hvor fagpersonen sammenholder alle informationer og vurderer, om der er grundlag for en ADHD-diagnose, eller om der skal ses nærmere på andre mulige forklaringer.
De mest anvendte testmetoder og redskaber
Ved udredning af ADHD anvendes en række forskellige testmetoder og redskaber for at sikre en grundig og nuanceret vurdering. Ofte indgår der standardiserede spørgeskemaer, som både barnet/den unge, forældre og lærere udfylder for at afdække symptomer og adfærdsmønstre i forskellige sammenhænge.
Derudover benyttes ofte strukturerede interviews, hvor en psykolog eller psykiater stiller systematiske spørgsmål om opmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet samt om barnets trivsel generelt. Kognitive tests, for eksempel intelligenstests og opmærksomhedstests, kan indgå for at vurdere eventuelle styrker og udfordringer i tænkning og koncentration.
Samtidig bliver observationer i dagligdagen, enten på skolen eller i hjemmet, ofte inddraget for at få et bredt billede af barnets funktionsniveau. Kombinationen af disse metoder giver et mere nuanceret grundlag for at vurdere, om der er tale om ADHD, og hvordan symptomerne kommer til udtryk i hverdagen.
.Sådan tolkes udredningens resultater
Når resultaterne fra en ADHD-udredning foreligger, er det vigtigt at forstå, hvordan de tolkes for at kunne drage de rette konklusioner og lægge en god plan for fremtiden. Udredningens resultater består typisk af en række observationer, testresultater og beskrivelser af personens adfærd samt oplysninger fra både den udredte selv, pårørende og eventuelle lærere eller andre fagpersoner.
Tolkningen foregår altid som en helhedsvurdering, hvor man ser på mønstre og sammenhænge snarere end enkelttest eller enkeltstående hændelser.
For at stille diagnosen ADHD vurderer fagpersoner, om der er tydelige tegn på opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet, og om disse symptomer har været til stede over længere tid og på tværs af forskellige situationer, f.eks. både hjemme og i skolen.
Samtidig undersøger man, om symptomerne har en betydelig negativ indflydelse på dagligdagen, fx i forhold til skolearbejde, sociale relationer eller trivsel.
Det er også afgørende at udelukke andre årsager til de samme symptomer, såsom angst, depression eller vanskeligheder i miljøet, for ikke at stille en forkert diagnose.
Derfor sammenholder udredningsteamet alle oplysninger og vurderer, om kriterierne for ADHD er opfyldt ifølge de gældende diagnosemanualer, typisk ICD-10 eller DSM-5. En grundig og nuanceret tolkning betyder, at man ikke kun ser på testscorer, men også tager hensyn til personens livshistorie, ressourcer og udfordringer. Resultaterne danner dermed grundlag for den videre planlægning, både når det gælder eventuel behandling, pædagogisk støtte eller rådgivning til familien. Det er vigtigt at huske, at udredningsresultater ikke er et facit, men et redskab, som sammen med dialog og opfølgning kan hjælpe den enkelte til bedre trivsel og udvikling.
Forskellen på ADHD og andre diagnoser
En vigtig del af udredningen er at adskille ADHD fra andre diagnoser, da symptomer som koncentrationsbesvær, uro og impulsivitet også kan ses ved eksempelvis angst, depression eller autisme.
Selvom der findes overlap i symptombilledet, adskiller ADHD sig især ved, at opmærksomheds- og aktivitetsforstyrrelserne typisk har været til stede siden barndommen og påvirker flere områder af livet – både i skole, hjem og sociale sammenhænge.
Ved andre diagnoser kan symptomerne ofte variere mere afhængigt af situationen eller opstå senere i livet. Derfor stilles der i udredningen skarpt på symptomernes varighed, omfang og sammenhæng, ligesom det er afgørende at vurdere, om udfordringerne bedst forklares af ADHD eller en anden psykisk lidelse.
Betydningen af miljø og opvækst i udredningen
Betydningen af miljø og opvækst i udredningen af ADHD kan ikke undervurderes, da disse faktorer har stor indflydelse på både symptombilledet og forståelsen af de vanskeligheder, barnet eller den unge oplever. I en grundig udredning fokuseres der ikke kun på de neurobiologiske aspekter, men også på, hvordan barnets omgivelser og opvækstforhold har formet dets adfærd og udvikling.
Familieforhold, sociale relationer, skolemiljø og eventuelle belastninger eller traumer spiller alle en væsentlig rolle i, hvordan ADHD-symptomer kommer til udtryk og opleves.
Det er vigtigt at afdække, om adfærden primært skyldes medfødte vanskeligheder, eller om miljømæssige faktorer som uro i hjemmet, manglende struktur eller gentagne skift i opvæksten kan forklare eller forstærke symptomerne.
Ofte indhentes oplysninger fra både forældre, lærere og andre nære relationer for at få et nuanceret billede af barnets hverdag på tværs af forskellige miljøer.
En sådan helhedsorienteret tilgang sikrer, at udredningen ikke blot peger på en diagnose, men også tager højde for, hvordan barnet støttes bedst muligt. Forståelse for miljøets betydning åbner desuden op for, at en del af indsatsen kan rettes mod at styrke omgivelserne – eksempelvis gennem forældrerådgivning, samarbejde med skolen eller sociale indsatser – og ikke kun mod barnet selv. Dette er afgørende for at sikre, at både udredningens resultater og den efterfølgende støtte bliver meningsfulde og tilpassede barnets unikke situation.
Når resultaterne overrasker: Hvad nu?
Når resultaterne fra en ADHD-udredning ikke stemmer overens med det, man havde forventet, kan det vække både forvirring og bekymring. Måske havde man været sikker på en ADHD-diagnose, men udredningen peger i en anden retning, eller måske er billedet mere uklart end ventet.
I sådanne situationer er det vigtigt at huske, at udredningens formål netop er at skabe klarhed – også selvom svaret ikke er entydigt. Det kan være nødvendigt at indsamle flere oplysninger, gentage visse tests eller inddrage andre fagpersoner for at få et mere nuanceret billede.
For nogle kan det være en hjælp at holde en samtale med udredningsteamet, hvor man kan stille spørgsmål og drøfte bekymringer. Uanset udfaldet er det vigtigt at fokusere på, hvordan man bedst kan støtte barnet eller den unge fremadrettet, uanset om diagnosen bliver ADHD, noget andet – eller måske ingen diagnose overhovedet.
Hvordan taler man med børn og unge om udredningen?
Når man skal tale med børn og unge om deres ADHD-udredning, er det vigtigt at tage udgangspunkt i deres alder og modenhed. Det er en god idé at skabe en tryg og rolig stemning, hvor barnet eller den unge føler sig set og hørt.
Brug et enkelt sprog, og forklar, hvad udredningen har handlet om, og hvorfor den blev lavet. Det kan være hjælpsomt at understrege, at udredningen ikke handler om at finde fejl, men om at forstå, hvordan de har det, og hvordan de bedst kan få støtte.
Giv plads til spørgsmål og lyt til de tanker og bekymringer, de måtte have.
Husk at fortælle, at de ikke er alene, og at der er mange, som har lignende udfordringer. Sammen kan I tale om, hvad næste skridt kan være, og hvordan der kan blive taget hensyn til deres behov både hjemme og i skolen. Det vigtigste er at formidle, at et udredningsresultat ikke ændrer på, hvem de er, men kan åbne nye muligheder for at få den rette hjælp.
Vejen videre: Fra udredning til støtte og behandling
Når udredningen er afsluttet, og resultaterne er gennemgået, begynder næste skridt: At omsætte viden til konkret støtte og behandling. Her er det vigtigt at huske, at en ADHD-diagnose ikke er en endestation, men snarere et udgangspunkt for at skabe de bedste rammer for trivsel.
Den videre proces kan omfatte flere elementer såsom samtaleforløb, pædagogisk støtte i skole eller daginstitution, rådgivning til forældre og pårørende, og – hvis det vurderes relevant – medicinsk behandling. Det er altid en individuel vurdering, hvilke tiltag der vil gavne mest, og ofte udarbejdes en handleplan i samarbejde mellem familien, fagpersoner og eventuelt kommunen.
Målet er at støtte den enkelte i at håndtere hverdagens udfordringer og udnytte sine ressourcer bedst muligt. For mange kan det være en lettelse at vide, at der nu findes en forklaring på de vanskeligheder, de oplever, og at der er hjælp at hente – både praktisk og følelsesmæssigt.